Portal: Kan musik bestemme genren?

Lad mig blot begynde med at give en detaljeret beskrivelse af spillet Portal:

Du vågner op i en celle af glas i et sterilt, hvidt rum med en observationsrude. Din celle er tom foruden en seng, et toilet og en radio, samt et ur der tæller ned. En robotisk stemme siger: "Hello, and - again - welcome to the Aperture Science Computer and Enrichment Centre". Som uret når til nul åbnes en portal, der leder dig ud til din første test. Din refleksion afspejler, at du har en fængselsdragt på, og som du kæmper dig igennem en række dødelige tests, lover GLaDOS - computeren der moniterer dine tests - at du til sidst vil vinde din frihed. I løbet af testene finder du skjulte rum, hvor tidligere fangerer advarer om, at man ikke skal stole på GLaDOS - og som du færdiggøre den sidste test, prøver GLaDOS at kremere dig levende. Du formår at flygte, og som du manøvrer dig gennem det forladte forskningscenter, opdager du, at GLaDOS ikke kun har dræbt alle de andre fangerer, men også alle videnskabsmenneskerne. Til sidst formår du at finde og besejrer GLaDOS, hvorefter forskningscenteret eksploderer. Netop som du tror, du er ude, er der noget robotisk, der trækker dig tilbage ind, og du bliver efterladt med en sidste besked: GLaDOS planlagde det hele og er stadig i live.

Hvis du ikke har spillet spillet før, vil du læse dette og formode, at genren er ret tydelige: puzzle thriller. Hvilket teknisk set er rigtigt, men det overser en meget vigtig del: Spillet er en nemlig også komisk.

Her er musikken, der spilles som loop i radioen, som du vågner i din celle:

Allerede inden du hører et ord i spillet, som du vågner i en ellers meget dyster celle, ved du, at det her spil, er komisk. Kontrasten mellem denne salsaagtige, glade musik og laboratoriets sterile fornemmelse skaber en unægtelig komisk situation.

Det skal ikke undervurderes, at GLaDOS - på trods af hendes unægtelige morderiske tendenser - har nogle hyllende morsomme replikker. Og dette skaber ligeledes samme effekt: Hendes sjove replikker kontraster hendes psykopatiske, morderiske personlighed.

Al den asynkrone musik passer ind i thriller genren og bliver brugt meget sparsomt. Når spillet er allermest dramatisk, tilføjes noget spændingsmusik, men for det meste er spillet stille som graven - passende for et forladt laboratorie. Radioen med den samme musik dukker dog op igen i flere af testene (og hvis man rykker på radioerne, kan man opdager skjulte morsekoder) og følger en gennem spillet.

Det er derfor værd at reflektere over, hvorvidt ét enkelt stykke musik (på 22 sekunder uden gentagelse), kan ændre hele genren for et spil? Personligt mener jeg ikke, at musikken ville være nok, hvis ikke det var akkompagneret af GLaDOS's fantastiske replikker. Men ligeledes mener jeg ikke, at replikkerne ville være nok, hvis ikke de var akkompagneret af musikken. En humoristisk skurk er ikke en sjældenhed, og dog er det langt fra alle de spil, der ses som komedier.

Til allersidst i spillet opdager man som sagt, at GLaDOS stadig er i live. Dette sker således:

Dette er det perfekte møde mellem den komiske musik og de komiske replikker. Det er typisk for thriller-genren, at det i slutningen viser sig, at "monsteret" ikke er besejret - men den sarkastiske, letsindige sang gør det unægteligt komisk mere end skræmmende, at den morderiske computer stadig lever, og at du formodentligt stadig er fanget i hendes tests, måske for evigt.

Det er også værd at bemærke, at melodien hun synger er den samme, som radioen spiller (om end en mere poppet og mindre salsaagtig udgave). Melodien bliver derfor etableret som et ledemotiv for GLaDOS og hendes planer. Det kan synes underligt, at ledemotivet først bliver etableret, når spillet slutter, men det har i virkeligheden en meget smart effekt.

Hvis spilleren skulle vælge at spille spillet igennem igen (jeg har selv spillet spillet igennem i hvert fald 5 gange), er det første de hører, som de vågner op i deres celle, radioen, der spiller den nu velkendte melodi. Det styrker effekten af, at fra det øjeblik du vågner op i cellen, har GLaDOS allerede lagt sine planer - du er allerede i hendes magt. Alle dine forsøg på at undslippe er i virkeligheden meningsløse lige fra starten.

Dertil er det værd at vende tilbage til GLaDOS første sætning: "Hello, and - again - welcome to the Aperture Science Computer and Enrichment Centre". Spørgsmålet er, om du i virkeligheden starter et "nyt" spil? Måske kører historien i virkeligheden i ring? Måske har du blot mistet din hukommelse og er tvunget til at udføre de samme tests igen og igen, indtil du dør, for evigt fanget af GLaDOS?

Alle disse effekter - komikken såvel som gyset - skabes ved hjælp af én simpel melodi, som kun varer 22 sekunder. Så effektiv kan musik altså være, når den bruges helt rigtigt.