Søg
  • Alexander Kloch

Pixars Up: Når glad musik gør dig trist

Vi bliver i Pixar filmene en uge mere, for Soul (som jeg skrev om i sidste uges blog her: https://www.akloch.com/post/pixars-soul-livet-d%C3%B8den-og-f%C3%B8r-livet-i-musik) fik mig til at tænke på min yndlings Pixar-film: Up. Musikken i Up er meget simpel, men udnyttet til perfektion alene pga. de associationer, som bliver skabt i løbet af en ganske kort montage på få minuter.


I denne blog har jeg før skrevet om musik som "følelsesforstærkere" (https://www.akloch.com/post/hvor-vigtig-er-musik-i-audiovisuelle-medier), hvilket bestemt også er måden hvorpå den bliver brugt her i Up, men på en lidt mere kompliceret måde. For hurtigt at genopfriske, bliver musik ofte brugt som følelsesforstærkere ved enten at understøtte og derfor fremhæve de følelser, der bliver vist i det man ser, eller ved at tilføje følelser til et ellers følelsesløst filmklip. Men selvom dette er den mest basale måde at bruge følelsesforstærkende musik på, er det bestemt ikke den eneste og ikke altid den mest effektive måde. Faktisk er en af de mest effektive måder at gøre forbrugerne triste eller bange på, er at spille glad musik. Det lyder måske ulogisk, og det er derfor har jeg hentet et eksempel fra Pixar-filmen "Up". Som en advarsel skal man nok have en serviet klar til tårerne, inden man ser den.



Der er en god chance for, at du føler dig rigtig trist efter at have set det klip (ellers vil jeg stærkt anbefale dig at få tjekket dit hjerte hos lægen), selvom musikken lyder relativt glad hele montagen igennem. Ganske vidst ændrer arrangementet sig til at være mere intimt ved at kun ét instrument spiller ad gangen, når de triste klip bliver vist i montagen, hvilket kan tolkes som mere trist, men jeg opfatter det mere som et resultat af, hvad man ser. Alt i alt er det den samme melodi, der bliver spillet, over de samme få akkorder, der gentages, igennem hele montagen.


Det er derfor i høj grad kontrasten mellem det triste, vi ser, og det glade, vi hører, der gør os så triste. Men hvorfor? Er det et bevis for, at det visuelle er vigtigere end det auditive? Tværtimod.


Musik er nemlig ikke kun brugt til at skabe følelser men også til at lagre følelser: I den første del af montagen ser vi Carl og Ellies glade stunder sammen – deres lykke og deres håb og drømme – mens vi hører den glade musik. Den fungerer derfor som en følelsesforstærker. Men det, der også sker, er, at vi underbevidst forbinder musikken med det, vi ser: Værket – der passende tragisk hedder "Married Life" – bliver et symbol på netop deres lykke og drømme. Vi skaber en association mellem Carl og Ellies lykke og musikken.


Når vi derfor ser noget trist, mens vi hører "Married Life", sætter vi det triste i perspektiv til det glade. Vi tænker (måske underbevidst) på Carl og Ellies lykke og deres drømme og ved, at de er knuste. Slutningen af montagen er netop så trist, fordi musikken får os til at tænke på Carl og Ellies lykkelige liv sammen – en lykke som Carl aldrig kan få igen, nu når Ellie er borte.


Resten af filmen igennem er Carl en gammel, gnaven mand, der ikke længere kan finde nogen lykke i hans ensomme liv (Pixar har for resten en evne til at lave meget dystre karakterer og emner til børnefilm). Men på grund af denne montage, der i høj grad er så effektiv på grund af musikken, har vi som seere en evig forståelse for ham og hans handlinger, og han bliver derfor en meget dybere karakter end "bare en gammel gnavpot" – selvom det i bund og grund er det, han er.


"Up" er nok en af de mest vellykkede eksempler på det, men det er bestemt ikke enestående, og oftest bliver teknikken brugt med meget mindre "forspil". Et typisk eksempel er legetøjslyde, spilledåser eller børnerim, som bruges til at skabe en uhyggelig stemning: Vi forbinder lydende med børn og babyer, som i sig selv er symboler på uskyld og sårbarhed, så når vi hører disse lyde, mens vi ser noget uhyggeligt, opstår kontrasten, og vores hjerne sætter (igen ofte underbevidst) de to i relation til hinanden: Vil monsteret dræbe en baby? Er babyen et monster? Eller er monsteret antitesen af en baby; et symbol på synd og død? Alle disse forbindelser kan skabes i seernes hjerne, uden at f.eks. spilledåsen er blevet hørt tidligere i filmen.


Alle kontraster mellem det visuelle og auditive kan skabe disse effekter, og det betyder, at man som komponist og instruktør kan skabe meget nuanceret eller stærke følelser hos sine seere. Quentin Tarantino er bl.a. kendt for hans brug af musik, især til voldelige scener, hvor de ofte skaber absurde kontraster, der til tider kan gøre det rene blodbad komisk. Jeg havde f.eks. originalt tænkt mig at bruge slutningen af "Once Upon a Time in Hollywood" som eksempel i denne blog, men indså at den nok var for voldsom.


Så selvom det lyder ulogisk, er en af de mest effektive måder at skabe bestemte følelser hos ens seere – eller spillere, hvis man arbejder med videospil – at bruge musik som skaber en kontrast med det, man ser.


Kan I komme på flere eksempler, hvor kontrasten mellem det, man hører, og det, man ser, enten forstærkere én af de to følelser, eller måske skaber en hel ny følelse?

9 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle