Pixars Soul: Den fysiske og den åndelige verden i musikken

Natten til i mandags vandt Pixars animationsfilm "Soul" en oscar for "best original score", så jeg tænkte, at det var passende at tage et kig på musikken i Soul og bruge den som eksempel på det, som jeg gerne ville snakke om i bloggen i dag: musik og association.

Sidste uge skrev jeg et indlæg omkring det mest basale brug af musik i audiovisuelle medier: musik som følelsesforstærkere, der ved hjælp af deres stemning påvirker, hvordan vi som forbrugere af mediet opfatter en scene på en bestemt måde og føler bestemte ting (hvis du nu skulle have misset den, så kan du læse den først lige her: https://www.akloch.com/post/hvor-vigtig-er-musik-i-audiovisuelle-medier).

Dette er fordi, at musik kommer med en kulturel forudindtaget association, som vi som lyttere tildeler den (om end på grund af en kultivering af medieindustrien). Vi har f.eks. lært, at når vi hører store trommer hamrer løs, er det action-musik, og når vi hører ét enkelt, akustisk instrument - oftest violin eller klaver - er det sørgelig musik. Men derudover kan vi også tildele musik associationer, alt efter hvordan de optræder i en film, således at der skabes nye, midlertidige associationer. Selve musikgenren kan derfor blive en form for tema i sig selv.

Soul gør brug af både de forudindtaget associationer samt skaber midlertidige associationer. Al musikken kan deles op i en af to grupper: jazz værker og electronica værker. Smart nok har Pixar hyret forskellige komponister til at skrive de forskellige genrer, således jazzmusikanten Jon Batiste - måske bedst kendt fra The Late Show with Stephen Colbert - har skrevet jazz værkerne, og Trent Reznor og Atticus Ross - kendt fra deres duo Nine Inch Nails - har skrevet electronica værkerne. Det er dog selvfølgelig måden, hvorpå genrerne bliver brugt, der gør dem effektive, samt deres komplimenterende kontraster.

Jazz værkerne bliver kun brugt på Jorden i de levendes verden - meget konkret i New York - og dette spiller på seerne forudindtaget associationer. Jazz kan for mange godt lyde hektisk og kaotisk, hvilket går i hånd med seernes forståelse af New York, "byen der aldrig sover" - og som desuden har en meget aktiv jazz scene. Men fordi man kun hører jazz musikken på Jorden, bliver der også skabt en midlertidige association mellem jazz musik og selve det at være i live - en association der er styrket gennem hovedpersonen Joes holdning: meningen med hans liv er at spille jazz.

Electronica værkerne bliver derimod spillet i den åndelige verden - konkret The Great Beyond og The Great Before - eller når agenterne fra denne verden kommer til Jorden, angiveligt karakterne 22 og Terry. Den form for electronica, der bliver brugt, er meget rolig og minder mest af alt om meditationsmusik, som for mange seere har en forudindtaget association med det åndelige. Derfor kommer der en midlertidig - hvis ikke forudindtaget - association mellem eletronica og den åndelige verden og dens agenter.

Grunden til at netop disse to genrer virker som symboler på det fysiske og det åndelige, er på grund af deres mange kontraster: Jazzen er hektisk, mens eletronicaen er afslappet. Jazzen er akustisk, mens electronicaen er digital. Jazzen er improvisatorisk, mens electronicaen er computer planlagt. Og kontrasterne i genrerne gør dem til gode symboler for kontrasten mellem de levendes verden og den åndelige.

Skelnet stopper - eller rettere sagt, de to sider kolliderer - i værket "Epiphany". For dem der har brug for en opfrisker, kommer der lige en spoiler: Joe har altid ment, at meningen med hans liv var at spille jazz, og på dagen hvor han endelig er ved at få sit gennembrud, dør han. Han formår at kæmpe sig tilbage fra den åndelige verden, og ender med at lade sin ven, 22, i stikken for at endelig at kunne spille koncerten. Men bagefter står han med en tom følelse og tager hjem til sin lejlighed. Nedenfor er scenen, hvor Epiphany bliver spillet.

Det er nok et stretch at kalde værket for "jazzet", men det bliver i høj grad båret af det akustiske klaver, som man hele filmen igennem har forbundet med jazz og de levendes verden. Bag klaveret ligger dog den velkendte electronica synth-lyd, som vi har lært at forbinde med den åndelige verden. Og det er mødet af de ellers to kontrasterende genrer, der skaber forståelsen af scenen: Han reflekterer over meningen med al liv.

De enkelte klip - foruden til sidst, når der zoomes ud på først New York så planeten så galaksen - omhandler alle Joes liv, og selvom de første klip er fra tidligere i filmen, fra da 22 var i hans krop, er mange klip også fra tidligere i hans liv, som vi aldrig har set før. I starten reflekterer han kun over sit eget liv, og derfor er der ingen synth-lyd, men som han går længere tilbage i hans hukommelse kommer den, og derigennem får vi som seere følelsen af, at det ikke længere kun er hans liv, han reflekterer over, men alt liv - selv ned til det enkelte frø. Den følelse ville filmen ikke kunne have skabt, hvis ikke de to genrer var blevet kultiveret som symboler for de levendes verden og den åndelige verden gennem hele filmen.

Denne teknik er bestemt ikke sjælden, men Soul har taget den til sin ekstrem og på mange måder perfektioneret den, og bl.a. derfor synes jeg, at dens oscar er velfortjent. Hvad er jeres tanker?