Hvor vigtig er musik i audiovisuelle medier?

Det kan være let at undervurdere musik i film. Det er trods alt oftere skuespillernes navne end musikanternes, der kører over skærmen, når en film starter, og mange audiovisuelle projekter vælger at undlade næsten al musik. Mockumentaries bruger f.eks. sjældent anden musik end en introsang for at skabe en intim, ”uproduceret” fornemmelse, der giver genren en helt bestemt (”falsk”) autenticitet. Og indenfor teater er der mange genrer, hvor det er typisk ikke at gøre brug af musik overhovedet, og den eneste lyd (hvis nogen) er den skuespillerne laver. Derfor kan man godt sidde tilbage med spørgsmålet: Hvor vigtig er musik egentlig for audiovisuelle medier? Korte svar: Meget. Det lange svar kræver nok en hel blog omkring musik i audiovisuelle medier, før det er ordentligt besvaret – for det er trods alt langt henne af vejen, hvad denne blog handler om. Derfor virkede det også passende, som en af de første oplæg her på bloggen, at give en lille, lavpraktisk introduktion til, hvordan musik bruges i audiovisuelle medier. Så først det evige spørgsmål: Hvad er audiovisuelle medier? Helt konkret er et audiovisuelt medie et medie – altså et kommunikationsmiddel eller -vej for information, underholdning m.m. (tak til ordnet.dk) – der både indeholder et auditivt aspekt – altså lyd – og et visuelt aspekt. Så det klassiske eksempel er altid film: Du ser skuespillere, der er blevet filmet, og du hører bl.a., hvad de siger. Selvom der er utallige audiovisuelle medier, er der her en kort liste over de mest gængse:

• Film og Tv-serier

• Videospil

• Teater

• Reklamer

Selvfølgelig er disse meget forskellige, ikke mindst på grund af, hvordan de auditive og visuelle aspekter opstår: Hvorvidt de er animeret, filmet eller opført, har bl.a. effekt på den visuelle oplevelse. Til ingens overraskelse, ved jeg meget mere om det auditive aspekt end det visuelle. Lyd i audiovisuelle medier kan deles op i tre grupper: Tale, musik og real-/effektlyd. Disse er formodentligt ret selvbeskrivende – måske foruden reallyd, som er den lyd, der opstår naturligt ved handlinger (f.eks. et glas der går i stykker), og effektlyd, der er den lyd, som er blevet tilføjet for at skabe ekstra effekt (f.eks. chokeffekter i en gyserfilm). Derudover opstår lyden enten synkront eller asynkront. Hvis lyden er synkront, kan både tilskuerne og karakteren i f.eks. et teaterstykke høre lyden (som f.eks. når to karakterer snakker til hinanden), hvor asynkron lyd kun kan høres af tilskuerne (som f.eks. baggrundsmusik). Man kan belejligt dele det op i en tabel således:

Lydtype Synkron lyd Asynkron lyd

- Lyd både tilskuere og karakterer kan høre - Lyd kun tilskuere kan høre

Tale Replikker og dialog Fortællerstemme

Musik Radio, band eller lignende som Underlægningsmusik

både tilskuere og karakterer kan høre Soundtrack

Real-/effeklyd Reallyd Effektlyd

(Der er en chance for den tabel er helt forskruet, hvis du læser på en mobiltelefon; det er jeg ked af.)

Sådan et skema kan dog få opdelingen til at virke mere fast, end den ofte er. Lyd – især musik – kan starte som værende synkront eller asynkront, for senere at ændre sig til det modsatte. Et typisk eksempel er i film, når et soundtrack spiller, som så viser sig at være hovedpersonens headphones: Den starter asynkront men bliver synkron. Så nu når vi ved, hvad audiovisuelle medier er, må vi igen spørge: Hvorfor er musik i audiovisuelle medier vigtige? Hvorfor er tale og real-/effektlyd ofte ikke nok? Til det har jeg lavet en lille video, som kan hjælpe med at forklare, hvad musik gør ved f.eks. film:

Helt banalt fortæller musikken tilskueren, hvad de skal føle og tænke. En gynge er hverken trist eller uhyggelig i sig selv, men ved at bruge en bestemt musik, kan man tildele et filmklip en hel ny betydning. Dette er fordi, at musik er bundet tæt op med følelser, og næsten al musik prøver at skabe nogle bestemte følelser – uanset om det er et filmsoundtrack eller en pop sang. Så hvorfor er det så effektivt at spille musik fremfor at gøre noget visuelt? Hvorfor ikke vise noget trist i stedet for at spille trist musik? For det første skal det jo anerkendes, at det er typisk at gøre begge. Hvis vi ser noget trist og hører noget trist, så bliver følelserne forstærket og forsikret. Hvis vi så noget trist men hørte noget uhyggeligt, ville vi være i tvivl om, hvad vi skulle føle – hvilket også er en effekt, som man udnytter i film. Den anden – og måske endnu vigtigere grund – er, at musik er så effektiv til at fremprovokere bestemte følelser, at det sker meget hurtigere, end hvis man skulle vise det. Hvis en film skulle vise, hvorfor et barn var trist, skulle den bruge flere minutter på det, men hvis man ser barnet og hører noget trist musik, behøves barnet end ikke græde eller vise de store følelser: Man ved barnet er trist på grund af musikken. Så musik er i bund og grund ”følelsesforstærkere”. Selvfølgelig er brugen af musik i audiovisuelle medier meget mere komplekse end bare ”spil trist musik for at gøre tilskuerne triste”, og jeg vil komme ind på alle de nuancerede måder, man bruger musik på i audiovisuelle medier, her på min blog. Men i sin allermest basale forstand, er det det, som musik gør i audiovisuelle medier. Er det derfor nødvendigt eller i hvert fald bedre at gøre brug af musik i alle audiovisuelle medier? Nej, bestemt ikke altid. Jeg lagde ud med at nævne mockumentaries, som sjældent bruger musik, og dette er ikke bare fordi, at de ikke gider. Dels bryder næsten al asynkron lyd i mockumentaries med den intimitet, som genren prøver at sætte op. Men derudover bygger karaktererne i mockumentaries ofte på ekstremer: En moderat Leslie Knope ville f.eks. ikke være sjov, men det bliver hun netop fordi, at hun er så intens og ekstrem i hendes holdninger og handlinger. Hvis man derfor forstærkede filmklippende med ”følelsesforstærkere” – musik – ville indtrykket hurtigt blive for meget og komme til at virke plat. Musik kan derfor ses som et krydderi – det er medieverdens salt. Man skal næsten altid bruge det, men det kan sagtens blive for meget, eller være uvelkommen i bestemte retter. Bruges det forkert, blive retten oftest kedelig eller helt uspiselig, men bruges det rigtigt, får man det perfekte måltid.